Mit arbejde i Indonesien 21 juli - 19 aug 2004

Inden jeg rejste til Indonesien var planen at jeg skulle arbejde der i to måneder, den ene måned var en del af min udannelse og den anden var for egen regning. Men sådan gik det ikke helt. Da jeg skulle ind i landet fik jeg en turist visum og det gældte kun i en måned. Troede så at jeg kunne forny mit visum, hvis bare jeg rejste ud af landet og tilbage igen. Men fik at vide at der var kommet en ny lov der sagde, at man skulle vente 3 måneder før at man måtte rejse tilbage til landet. Nå men så måtte jeg jo hellere komme i gang med at arbejde med det samme. Rene var ellers taget med mig og vi havde alt vores dykkerudstyr med, for våres plan var nemlig at vi ville rejse rundt i Indonesien og dykke en uge inden jeg skulle starte med at arbejde. Men den plan aflyste vi, for når jeg kun havde en måned i landet var det bare med at få den udnyttet så godt så muligt. Rene blev hos mig to nætter, så tog han tilbage til Malaysia. Det var lidt trist at vi ikke kom ud og dykke, det havde vi nemlig begge glædet os meget til. Men nu havde jeg noget andet at glæde mig til og det var at komme i gang med at arbejde.

Schmutzer Pusat Primata Center, hed det sted hvor jeg skulle arbejde. Det er et center kun med primater/aber. De har 7 arter. Orangutang, chimpanse, gorillaer, gibbon, leaf monkey, macaque, slow loris som er nogle små nataktive primater. Centeret ligger inde midt i en af østens største og ældste zoologiske haver Ragunan Zoo er navnet. Haven er på 140 hektar og har mellem 400-500 forskellige dyrearter.

Schmutzer Pusat Primata Center åbnede i 2002. Det blev doneret til byen Jakarta som er hovedstaden i Indonesien. Donoren var en dyrerelsker ved navn Mrs. Puck Schmutzer. Hun ville sætte et godt eksempel for, hvordan man tager sig af det ”vilde” dyreliv i en zoologiskhave. Hendes formål og forventninger var at lærer det Indonesiske folk hvordan man værdsætter og behandler naturens dyrebare dyreliv. Centeret er et af verdens største primate center. Det er på 14 hektar. Centers 4 gorillaer har 1 hektar land, hvor de har plads til at boltrer sig på. Det samme har centreres 11 orangutanger, de har også 1 hektar land at svinge sig rundt i. Det er utrolige gode forhold alle aberne har. Sådanne forhold skulle alle dyr i fangenskab have, men desværre er der ikke altid sådan.

Går man sig en tur i Ragunan zoo, så bliver man virkelig deprimeret. De har virkelig ingen forståelse for hold af dyr i fangenskab. Det er små æld gamle burer, hvor bundlaget består at hård beton. Det er som at se hvordan mange zoologiske haver så ud for mange år siden. Indonesien er et land der er mindst 20 år bagud i deres udvikling. Deres udvikling sker i ”sneglefart” de er meget langt bagefter. Det er hårdt at se hvordan de holder deres dyr, f. eks deres bjørne buret de minder lidt om hvordan vores så ud i 80érne. Der er endda støbt et bord og to stole af beton, det er så meningen at bjørne skulle sidde der og trone som et andet menneske (bliver så rasende når jeg ser sådan noget) Aktivitet er der heller ikke for dyrene, de har ikke noget at få dagen til at gå med. Det eneste der sker i deres hverdag er at gæsterne fodrer dem med alt muligt. De tager ikke hensyn til de mange skilte der står rundt omkring, om at fodring at dyrene er forbudt. Og de mange ansatte de er tilsyneladende ligeglad. Mange af dyrene er også i utrolig dårlig tilstand mange har blodige rifter, halter og ser i det hele taget sølle ud. Jeg spurgte i centeret om der ikke var noget man kunne gører, men de har ikke noget at skulle have sagt i Ragunan zoo, desværre.

Nå men nu til de gode oplevelser. Jeg mødte hver morgen fra kl 7.30 til kl 16.30. Alle 7 primat arter er opdelt i hver deres afdeling og jeg skulle så indgå i en almindelig hverdag. Skifte afdeling dag for dag. Første dag skulle jeg være hos orangutangerne. Det var her jeg havde min første fysiske kontakt med en orangutang. Lige pludselig åbnede dyrepasseren lågen indtil 4 dejlige unger, de var omkring 5-6 år. Ud kom disse dejlige dyr, alle kravlede op til mig og jeg kunne ikke lade være med at smile, jeg var så begejstret. Vi skulle så følge dem ud i deres udeanlæg, det var simpelthen en kæmpe oplevelse. Selv om en dyrepassers arbejde er at passe og pleje sine dyr, så er der altså ikke noget som fysisk kontakt med dem. Ens moderinstinkt, tager virkelig over når man står med sådan en lille/stor pjusket orangutang unge. Jeg har prøvet af arbejde i alle afdelingerne, men orangutangerne var nu min favorit. Alle dyrepasserne går virkelig op i deres arbejde, de har ikke den helt store viden men de gør en indsats og er meget åbne for nye forslag. Man kan virkelig mærke de føler med deres dyr, det er ikke som i Ragunan Zoo.

Selv om jeg kun har dårligt at sige om Ragunan Zoo, så oplevede jeg alligevel noget helt utroligt. I haven bor denne gamle tyske dame, hun er oppe i 70érne. Har boet i haven i næsten 50 år. Her passer og plejer hun omkring 70 orangutanger. Hver dag kl. 14.00 kommer ungerne ud for at leje. Der er en lejeplads til dem, hvor de kan boltre sig i et par timer, før de igen bliver lukket ind i deres små usle burer. Den Tyske dame har hver dag besøgende ”hvide gæster” som kommer og lejer med ungerne når de er ude. Det skulle jeg også opleve og det var helt ubeskriveligt. 10-12 unger der alle fløj omkring ørene på en. Men dog utrolige blide, havde forventet af de ville være mere voldelige. Men det var mere over for hinanden, de var hårde. Hun holder alle disse orangutanger indtil der er plads til dem i et rehabiliterings center, et sted i østen eller inde i Centeret. Men det er meget sørgelige forhold de lever under, indtil de engang bliver sendt videre. Mange af dem har været der i mange år. Men bestemt en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Hun havde to dyr som jeg personligt sætter spørgsmålstegn til om de skulle ha lov at leve.

Den ene er en orangutang på omkring 7-9 år, den havde epilepsi, mens vi lejede med ungerne fik den et par anfald, hvor den bare lå og rystede (frygteligt). Den fik ingen medicin, de sagde der ikke fandtes noget af at give den. Den sad bare og rystede dens mundvand kunne den heller ikke styrer. Jeg fik helt tårer i øjnene da jeg satte mig hen til den. Den tog hårdt fat i mine hænder, og sad så og peb. Den ville ikke give slip, bare sidde og have kontakt. Jeg sad med den længe, sad og brækkede små bitte stykker banan og stoppede ind i munden på den. Den kunne nemlig ikke selv holde sin mad eller spise selv. Så havde hun også en anden, det var en gibbon abe, der ingen arme havde. Den sad for sig selv, helt stille i et lille bur. Normalt lever gibboner par vis, de er utrolige aktive, har meget lange arme som de bruger til at svinge sig med. Så der sad denne stakkels abe, der hverken havde mage eller noget at leve for. Syntes ikke at sådanne dyr skal holdes i live, hvad har de at leve for? Men det er bare min mening og det nytter ikke noget at komme med forslag til den ældre tyske dame. For hun ser alle disse dyr som hendes børn og alle skal leve, om så der er på godt eller ondt det kan hun ikke se.

Efter ca. 2 uger syntes jeg ikke rigtig at der var noget udfordring for mig i centreres. Arbejdsmæssigt er det på samme vis som hjemme i Aalborg. Så jeg spurgte om der ikke var et andet sted jeg kunne besøge. Det var der de havde kontakt til et rescue center, som lå oppe i bjergene 6 timers kørsel fra Jakarta. Jeg skulle være der i 10 dage og jeg gældte mig meget, da jeg ingen erfaring havde med rescue centrer. Centeret lå oppe i dette smukkeste bjerglandskab, og med udsigt til alle landmændenes mange rismarker. De havde omkring 1400 dyr på 14 hektar. Jeg troede at Ragunan zoo var dårlig, men disse forhold dyrene her havde, var ligefrem dyrplageri. På grund af, at der kommer så mange dyr ind hele tiden og der går alt for langt imellem at dyrene bliver sat tilbage i naturen, er der ikke megen plads til dem. De kan ikke følge med, med at bygge flere burer. F. eks alle aberne er separeret og står i virkelig små bure, det eneste der er at finde i deres bur en plastik skål som skulle være deres vandskål. Men fordi de er så frustreret og ikke har noget at lave, er alle skålene i burene smadret, de kaster dem rundt i buret. Når man går forbi dem bliver de helt hysteriske, rusker i tremmerne hopper vild op og ned og skriger. Når de bliver fodret foregår det på den måde, at foderet bliver givet imellem tremmerne og alt det foder der så falder på jorden igen, det for de ingen glæde af. Det var ikke et rart syn. Jeg havde så mange spørgsmål allerede den første dag. Indonesien har et motto der hedder ”man lærer af sine fejl” det er sådan de passer deres dyr, de har ingen viden, det er folk ude fra gaden der ingen personlig (gefyle) har for dyr. For dem er det bare et arbejde, det er ikke til at beskrive men jeg blev meget chokeret over at se hvordan alting foregik.

Jeg kom at komme med mange forslag og idéer til hvordan de kunne gøre tingene anderledes og hvordan de kunne stimulere disse sølle dyr. Men stadigvæk skulle jeg passe på, jeg var jeg jo gæst og ville heller ikke fornærme dem. Efter 2 dage var der en rednings situation på øen Bali. Centeret skulle sende to lastbiler af sted og bringe dyrene med tilbage. Der var tale om ca. 143 dyr som skulle konfiskeres fra illegal handel og ejerskab. Det var lige fra tigere, løber, krokodiller, orangutanger, bjørne, fugle ol.  Jeg blev spurgt om jeg ville med og det ville jeg selvfølgelig gerne. Vi var et team på 10 personer, fordelt på to lastbiler og en bil. Kører turen ville tage 1 ½ dag. Skulle kører fra den ene ende af Indonesien til den anden. Køreturen var hård, men spændende.

Det er heller ikke til at beskrive hvad jeg oplevede, men det var så stort at være med til at fjerne alle disse dyr fra deres ejere, der havde dem ulovligt. Der var denne her mand der ejede en pølsefabrik. Han havde alle disse her dyr, til skue for sine kunder. Han havde en bjørn, en kæmpe krokodille mange sjældne fugle arter, kæmpe auvannaer der var fredede og en tiger og en løve i samme bur. Tigeren og løven havde han fået til at yngle, så de havde to store unger i et andet bur. Det var så forfærdelig at se, alle dyrene stod i så små burer (puha).

Men ikke alt gik som planlagt, vi fik kun konfiskeret omkring 50 dyr. Resten var væk, der har åbenbart været nogen der viste vi kom så dyrene var blevet fjernet. Det er ikke til at forklarer, så jeg har taget mange billeder og video klip, glæder mig til at vise og fortælle om det når jeg kommer hjem.

Selv om det kun blev til en måned i Indonesien, har jeg virkeligt fået noget på opleveren. Det her måske ikke været så lærerig på praktisk plan men jeg har, kunne give meget af mig selv med den erfaring jeg har indtil nu. Jeg har fået et indblik i hvordan et rescue center opererer og hvor svært det er at redde alle disse stakkels dyr. Det kræver meget tålmodighed og jeg tager virkelig hatten af for disse mennesker som gør en indsats, det er hårdt arbejde og en megen langvarig og sej proces. Ikke mindst for mange af dyrene som står i disse små burer i mange år, men også personerne der arbejder for at redde dem, det tager utrolig lang tid af få noget gennemført i Østen. Det er sådan et korrupt land hvor penge er magt, har man penge nok kan man slippe af sted med hvad som helst. Til tider ser det ganske håbløst ud, men ser man bare nogle af de mange dyr blive sat tilbage i naturen, er det det hele værd.

Det var lige lidt af hvad jeg har oplevet.