Schmutzer Primate Center i Indonesien 

Center 14 hektar

Vagter 27

Dyrepasser 8

Assistenter 7

Dyrearter 7, gorilla orangutang, macaque, leaf monkey, gibbon, slow loris og chimpanser. Alle primater.

Gorilla anlægget er på 1 hektar, det samme er orangutang anlægget.

Dagbog for ophold i Pusat Primate Center:

Dato 21. juli 2004

Renè og jeg ankom til Jakarta zoo kl. 17.40. Turen fra lufthavnen til centeret, tog lidt over en time med taxa. Da vi ankom til hovedindgangen, havde haven lukket. Men da jeg havde et møde med Made Wedana, blev vi lukket ind alligevel. Solen går ned ved 18 tiden, så der var allerede ved at blive mørkt i haven. Vi gik for os selv og viste ikke med sikkerhed hvor vi skulle hen. Viste kun at der skulle ligge et primat center, inde midt i den zoologiske have, hvor vi befandt os nu. Da vi havde gået ca. 10 min, blev vi mødt af en vagt, i en golf bil. Han var så venlig at køre os til Made Wedana.

Vi fik hilst pænt på Wedana og blev derefter vist ind på et kontor hvor Direktøren sad. Hans navn er Willie Smits og han er chefen over mange forskellige rescue centrerer.

Dernæst blev vi vist til vores værelse, hvor jeg skal bo den tid jeg opholder mig her. Centeret har 4 gæsteværelser. I morgen kommer Lone drosler og skal overnatte her et par dage. Det er hende der ejer det rehabiliterings center for orangutanger, på Borneo. Det bliver rigtig spændende at møde henne.

Omkring værelserne er der et lille køkken og et lille spisested, her holder der en kok til, som tilbereder mad til personalet hver dag. Damen i køkkenet var så sød at lave noget aftensmad til Renè og jeg. Derefter gik vi til køjs.

Dato 22. juli 2004

I dag kommer Lone, Jeg glæder mig meget til at møde hende. Jeg skal have et møde med overdyrepasseren i dag, vi skal snakke om mit ophold, om hvad jeg skal lave.

Så har jeg haft mit møde, jeg fik også hilst på nogle af de andre dyrepasser. Jeg skal arbejde i centeret i 2 uger, dernæst skal jeg have de sidste 2 uger i en rescue center. Starter med at arbejde i morgen.

Dato 23. juli 2004

Startede med at arbejde kl. 8.00. Først skulle vi ind og tjekke gorillaerne. Der er 4 han gorillaer, alle sammen meget unge. De fik alle en spand mælk til deling. Jeg fik også lov at gi dem noget…

Dernæst var det over til orangutangerne. De har 10 stk. 4 unger alle omkring 4-5 års alderen. Og 6 stører omkring 9 års alderen.

Det var de små vi skulle tjekke op på først, men før vi gjorde det skulle vi lige en tur ud i anlægget og samle sten sammen. De har allerede smadret 3 ruder, selv om de har utrolig megen plads. Da det var gjort hentede vi så ugerne. Buret blev låst op, og ud kom 4 dejlige unger. Alle 4 klamrede sig til mig. Der gik ikke 10 sek. Før jeg havde en oppe og sidde om livet på mig. De andre to havde jeg omkring benene og den 4 i hånden. Det var så min første kontakt med en orangutang, eller 4. Det er helt ubeskriveligt. Vi fulgte altså disse unger ud i deres anlæg. Da så vi skulle tilbage igen, havde vi en lille ”kamp” de havde ikke lyst til at give slip. Så da vi endelig fik den frigjort fra os måtte vi løbe tilbage til lågen.

Så skulle burene som ungerne havde siddet i, natten over gøres rene. Derefter var der the pause. Det var der i ca. 20 min. Da den var slut gik vi ind i køkkenet for at hente nogle kokosnødder til dem. Da det var gjort gik vi over til de lidt voksne orangutanger. De var allerede udenfor og vi kastede et par kokosnødder over til dem. Det samme gjord vi med de små. Vi brugte megen tid på af observere dyrene, da de havde fået deres kokosnødder. Da de havde fået deres nødder var der ikke noget at lave i 2 timer. Det er fordi det var fredag og om fredagen beder de. Så jeg tullerede rundt i to timer for mig selv. Jeg fik en rigtig god snak med en Hollandsk pige ved navn Fenke. Hun er chef for det rescue center, der ligger i nærheden.

Efter den lange pause var det endnu tid til lidt at spise for aberne. De fik, vindruger, jordnødder og en anden meget lille frugt som jeg ikke kan huske navnet på. Så o observerede vi lidt igen.

Derefter blev jeg vist over til et byggeri der var i gang. De er ved at bygge et nyt udendørs anlæg til deres chimpanser og nogle helt nye burer til alle deres macaqeaber. Chimpanse anlægget ligger ude på en ø og i mitten er deres inderanlæg. De er i gang med at bygge, men har ikke helt taget stilling til hvordan personalet skal komme ud på øen, og sluse dyrene frem og tilbage. Ikke særligt godt gennemtænkt.

Dernæst gik vi ned for at hjælpe chimpanse afdelingen. De var ved at sprede visne blade runde på beton gulvet i anlægget. Det ville give en mere blød og rar fornemmelse for dem at færdes på.

Derefter var vi over og fodre gorillaerne, de blev fodret uden for. Efter det var det tid til at hente de små orangutanger og bringe den ind i deres bur for natten. Med os havde vi en lille flaske med pencelin som de skal ha hver dag. Vi gik så ud til dem, de fik alle en skefuld af penclinen. Efter det hang de over os igen, og vi bragte dem indenfor i deres bur. Der fik de også deres sidste foder.

Dernæst var der lige nogle af de ælder orangutanger der også skulle lukkes ind, og rokeres rundt på. Da det var gjort var min arbejdsdag over. Alle dyrepasserne havde et møde kl 16.00. Jeg fik fri kl ca. 15.30.

Ved aftens tid blev Renè og jeg inviteret med i byen. Vi skulle ind at fejere at Willie havde fået forlænget hans kontrakt endnu 5 år. Han er jo øverste chef for mange at de forskellige rescue centrerer rundtomkring. Vi kørte ind til byen, Lone, Willie, Wedana, Sicilia og to andre jeg ikke viste hvem var. Vi spiste på en mexicansk sted, det var ganske hyggeligt.

Dato den 24. juli 2004

I dag rejser Rene tilbage til Malaysia. Jeg skal arbejde med gorillaerne i dag. Dagen startede som i går med at give dem mælk. Derefter spredte vi deres foder ud i anlægget og lukkede dem ud. Vi stod og observerede dem lidt. Dernæst gik vi over til orangutangerne. Ungerne var allerede blevet lukket ud, så der skulle bare gøres rent i burene. Hver lørdag bliver der brugt højtryksrenser. Det foregår med næsten kogende vand og ingen beskyttelse. Der er ikke noget der hedder høreværn, maske med ph filter eller handsker, for den sags skyld. Dahma lød meget overrasket over at vi bruget højtryksrenser hver dag, og at vi har noget der hedder arbejdsmiljø.

Efter det gik vi oven på for at observerer orangutangerne lidt. Der er to studerende der tilbringer en måned hos orangutangerne. De laver observationer på dem.

Kl. er nu 10.15 og der bliver holdt et foredrag på indonesisk, det handler om deres karantæne. Så i to timer har jeg ikke noget at lave, da jeg kun kan 15 ord på indonesisk og to sætninger.

Dato den 25. juli 2004

Dato den 26. juli 2004

Dato den 27. juli 2004

I dag har jeg mødt kl. 07.00. Jeg skulle med ud i haven og plukke grene til leaf monkey (blad-aberne). Vi kørte rundt i en lille lastbil. Grenene vi plukkede fandt vi rundt omkring i Ragunan Zoo. Vi kørte rundt i ca. en time, så var ladet fuldt. Det delte vi grenene op i 27 punker og bandt hver bundt sammen.

Efter det blev jeg vist rundt i karantænen. I karantænen har de 2 orangutanger, gibbons, leaf monkeys, macaque og s slow loris som er en lille nataktive abe eller primat, hvis det skal være helt korrekt. Dyrepasseren hverken snakkede eller forstod engelsk, så det var lidt svært at kommunikerer. Men jeg kunne da hjælpe ham lidt med af fordele deres mad i ud i nogle spande.

Dato den 28. juli 2004

Mødte igen kl. 07.00, for at køre med rundt i haven for indsamling af grene til blad-aberne. Alle grenene og bladene blev fordelt i 27 bunker. Derefter kørte vi efter nye forsyninger af frugt og grønt til karantænen. Dernæst kørte vi så rundt til nogle af anlæggende og fodrede med grene og rengjorde burene.

Kl. 13.00 var det tid til engelsk undervisning. For ca. en uge siden, blev det besluttet at de ansatte skulle lære at tale engelsk. Det er meget svært for dem, for næsten ikke en eneste kan engelsk. Men det gik nu ganske godt syntes jeg, jeg deltog selv i undervisningen. Jeg er nemlig ved at lære mig selv indonesisk.

Efter kurset var det tid til at observerer dyrene, jeg sad længe og så på de 4 orangutang unger.

Der kom en mand ind i centeret i dag. Han ville vide om det var muligt for ham at få noget information om centeret, som han kunne tage med hjem. Det viste sig nemlig at han havde besøgt nogle mennesker dagen før, og de havde altså en hun orangutang indespærret i et 2 x 2 meter bur. Buret var gemt godt af vejen inde i huset, længst inde i hjørnet med et tæppe over sig. Manden ville be om noget information han kunne vise disse folk, så de af egen fri vilje ville forhåbentlig give orangutangen til et af disse centrer. Manden ville ikke fortælle adressen, da han var bange for at de mennesker der havde dyret ville komme i problemer og han ville heller ikke selv have problemer. Manden som hedder Richard fik noget information med sig, og så må vi bare håbe på det bedste.

Dato den 29. juli 2004

Jeg fik ikke laven nogen aftale i går om hvor jeg skulle arbejde i dag, så jeg mødte bare uden for som altid kl 7.30. Der er en gæst på besøg fra London, han hedder Peter. Han bor også i et af gæsteværelserne. Vi sad og snakkede i næsten en time. Han skulle besøge Taman Safari i dag og jeg var meget velkommen til at tage med. Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til. Det har været en fantastisk dag. Har endda også prøvet at spise frølår. Stedet ligger vest på. I en by der kaldes øst Bogor. Det er en kæmpe Zoo, safari og tivoli, alt sammen blandet sammen i en stor pærevælling.

Dato den 30. juli 2004

Cikananga animal rescue center Kontor: Kampung Cikananga, Desa Cisitu, Kec, Nyalindung

Areal: 14 hektar PO BOX 113, Sukabumi, Jawa Barat

Dyrepassere: 12 Tlf. 0868-1210-2031

Antal af dyr: ca. 1300-1400 E-mail: ppsc@eudoramail.com

Proyek Lapangan: Kampung Cikananga, Desa Cimerang

Kec. Purabaya, Sukabumi, Jawa Barat

Den 2. August 2004

Det her er helt vildt underligt. Kl er nu 18.30 og jeg er lige ankommet til PPSC Pusat Penyelamatan Sawa Chikananga. Kører turen tog omkring 9 timer.

Jeg bor I en træhytte med 12 køjesenge. Det er en rigtigt gammel træhytte, der er fyldt med spindelvæv over alt og mange edderkopper. De er i alle størrelser, store og små, jeg er ikke meget for at indrømmer det, men jeg er ikke meget for at skulle sove her. Men jeg tager det som en oplevelse. Jeg har fundet min insekt sprayflaske frem og er begyndt at sprøjte rundt omkring min seng. Tror måske det var en dårlig ide, for nu begynder insekterne at falde ned i hovedet på min. Det skal nok blive nogle spændende nætter jeg får her. Jeg bor ikke alene, der er en anden studerende pige fra Indonesien.

Har lige været nede og se toiletterne og bade faciliteterne! Dernede er der lige så mange insekter. Det er der fordi de er halvt åbne, der er en stor åbning i taget. En ny oplevelse for mig er badet. Det har samme størrelse som toilettet, men i stedet for et huld og skide i, er der i stedet en stor (balge ting). Den skal man så fylde med vand og bruge en spand til at skovle vand i og derefter hælde ud over sig. Spændende, tror jeg venter med det der bad til I morgen, hvor der er lyst.

Tilbage i træhytten igen. Min roommate er lige kommet tilbage efter et (dejligt) bad. Nu iklæder hun sig noget lyseblåt tøj, breder et lille tæppe ud på gulvet ved siden af hendes seng og starter med at be, hun er muslim. Det er lidt pinligt for mig, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg tror bare jeg hopper i seng og skriver lidt i min dagbog. Nå efter 10-15min var hun færdig med at be, så kom hun over til mig og spurgte om jeg ville med ned og spise aftensmad. På ved ned mod spisesalen mødte jeg deres engels lære, de lærer åbenbart også engelske heroppe. Han spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at deltage i deres undervisning efter aftensmaden. Det ville jeg selvfølgelig meget gerne.

Efter aftensmad som bestod af ris og saltet fisk, var det tid til engelsk undervisning. Der sad ca. 15 mennesker ved et langt bord oppe foran sad deres lærer og han havde fint plantet en stol ved siden af sin egen. Så der skulle jeg altså sidde og trone, helt oppe foran sammen med læren (pinligt) alle gloede jo selvfølgelig på mig, jeg kunne blot smile sødt tilbage. Jeg skulle så presenter mig selv og derefter gjorde klassen det samme for mig. Det skal lige siges at selv om de har haft engelsk i et år nu, så er de total dårlige og siger aldrig en lyd, de kan altså ikke snakke engelsk ret godt. Måske er det fordi han er sådan en dårlig lærer, selv jeg havde svært ved at forstå hvad han sagde. Så jeg kan sagtens forstå at eleverne har svært ved det. Det var nu mest pigerne der stillede spørgsmål, tror drengene var for generte. Efter ca. en times ydmygelse var timen forbi. Klassen forsvandt og læren og jeg sad tilbage og snakkede lidt. Han sagde til mig at jeg bare skulle sige til, hvis jeg ville ind til byen. Det er nemlig sådan, at centeret det ligger 2 timers kørsel fra byen og der er ingen forbindelse til hverken nogen telefon linie eller Internet. Så jeg sagde pænt ja tak med det samme, for så ville jeg spørge om jeg kunne komme ind til byen på torsdag, når det er min elskedes fødselsdag. Det kunne godt blive ageret, så jeg blev meget glad.

Kl. er nu 20.30 og jeg vil til at gå til ro, har lige været på toilettet på min vej mødte jeg 3 skrubtusser mange forskellige insekter på toilettet. På vej tilbage, en flagermus der lige tog et par rundture omkring mig. Inden jeg lægger blyanten fra mig skal jeg lige fortælle om køreturen herop. Vi kørte fra Centeret i Jakarta/Ragunan omkring kl. 09.00. På vejen skulle vi have to stop. Vi skulle forbi to steder og ordne nogle papirer omkring de dyr der var blevet leveret til Smutzer primate center. Smutzer primate center er altså det sted jeg har verer i indtil nu. Det første stop, gik rimeligt hurtigt. Mens chaføren ordnede nogle papirerne blev jeg vist ind i deres lille bibliotek. Biblioteket bestod af to reoler med et meget lille udvalg af forskellige dyr. Biblioteket stod i en ganske almindelig stue med et lille the køkken. Jeg sad så og læste indtil vi skulle kører igen.

Selve vejen vi kørte på var meget ujævn og fyldt med huder. Vejen var også meget smal der var kun plads til to biler, nemlig de modkørende og de medkørende. Men alligevel kørte der tre biler på vejen, meget foruroligende. Så selvfølgelig skulle det g galt og det gjorde det også næsten. Vi var holdt ind til siden fordi bilen foran gjorde det, så vi kunne ikke komme forbi. Vi holdt stille fordi vi kunne hører sirener. Det var politi eskorte der eskorterede 3 store fine biler. Den første store bil passerede os, dernæst kom nr. 2 men i samme øjeblik nr. 2 kom, forsøgte nr. 3 at overhale. Der var altså ikke plads til at overhale så den 3 bil havde retning lige mod os. Vores sidespejl blev altså kørt af og vi sad alle tilbage med en stor klump i halsen. Det var sku ikke en rar fornemmelse. Undskyld jeg bander men hvorfor fanden skulle de biler overhale hinanden når nu de alle blev eskorteret af politiet. Nå men vi slap heldigvis med skrækken og livet i behold. Videre gik turen til Gibbon fundation, der skulle vi ha ordnet de sidste papirer. Stedet var et lille rednings center på 1 hektar. De havde både gibbons, Leaf monkeys, kasuari som er en slagt struds, øorne, ugler, kaniner, en pyton, papegøjer, bjørne og hunde hvalpe. Mange dyr på en meget lille sted. Turen fortsatte så, det skal lige siges at vi kørte tre mand i en lille bil med et lad bagtil. Kun plads til tre passager på forsædet, så vi sad lidt tæt. Mit bagage lå omme bag i ladet på den lille lastbil, med presenning hænd over sig. Der var ikke plads inde I førerhuset til Rene computer så den lå også omme bagved. Jeg havde så dårlig samvittighed over at hans computer lå deromme, for vejen var jo så ujævn. Jeg bestilte ikke andet en at tænke på den computer under hele turen. Det blev først rigtig stemt da vi havde kørt de første 8 timer, for på hele den sidste strækning var det nemlig ren og skær sten vi kørte på. Det var kæmpe sten så bilen hoppede og dansede, vi kunne kun kører 15 km/t så sådan kørte vi så den sidste time. Jeg må indrømme at jeg troede godt nok ikke computeren ville overleve. Det første jeg gjorde da vi nåede frem, var at tænde den og heldigvis virkede den. Men jeg må heller sidde med den på skødet på hjemvejen, for jeg tror ikke man kan være så heldig to gange.

Den 3. august 2004

Min første arbejdsdag. Jeg har næsten ikke lukket et øje hele natten, jeg ligger af h…. til. Det er nogle total bløde madrasser så man synker helt sammen (av min ryk) Nå men kl. 05.30 stod jeg så op skulle møde kl. 07 men kunde altså ikke sove mere. Gik ned og vaskede mig og spadserede ellers rundt for at se mig omkring. Der var morgenmad inden vi skulle møde, den bestod af ristet ris med grøntsager.

Der var en af dyrepasserne der viste mig runde, jeg har faktisk kun gået rundt hele dagen og set stedet. Jeg blev meget overrasket over så mange fugle de havde. Bare ørne havde de omkring 107 stk. dernæst kom alle papegøjerne og kasuarierne. Så her de bjørne, tiger, sort panter, leopard, krokodiller, 7 forskellige arter aber, omkring 20 forskellige arter fugle, hjorte og mange andre slagt indonesiske dyr. Alle sammen konfiskeret dyr, dyr der er blevet brugt til illegal handel og lignende.

Den 4. august 2004

I dag har jeg hjulpet lidt med at fodrer aberne, det var meningen jeg skulle ha udført nogle af mine idéer jeg havde, omkring aktivering af dyrene men der kom noget stort i vejen. Centeret er lige blevet kontaktet, der er blevet indfanget et utal af forskellige dyr på øen Bali, så centeret er nød til at sende to lastbiler og en bus for at hente disse dyr. Der er krokodiller, tigere, løver, orangutanger, hjorte, mange forskellige fugle arter og skildpadder. De har spurt om jeg vil med og det vil jeg selvfølgelig gerne. Vi skal kører i aften, køreturen tager halvanden dag, så hele projektet tager ca. 4 dage. Det bliver hårdt men utroligt spændende.

Kl. er nu 20.00 og vi på vej til projekt rescue Bali. Vi er et team på 10 personer, fordelt ud på to lastbiler og en mini van. De to lastbiler er fyldt med tomme bugere. Bilen (vanen) jeg sidder i, er vi 7 personer. Turen til Bali vil tage 1 ½ dag. Så jeg kan allerede se på forhånd at det bliver en hård tur, der er nemlig ikke mulighed for at lægge sæderne ned i bilen og vi holder altså heller ikke ind nogen steder for at sove eller hvile. Med mig har jeg medbragt så lidt så muligt. Rejser i en kortærmet skjorte, shorts og mit undertøj. Med mig har jeg barg et par langbukser, tandbørste, tandpasta, mygelotion, deodorant, negleklipper, piller for dårlig mave, toiletpapir, en kopi af mit pas, en lille pude, kamera og lidt lommepenge.

De første 6 timer gik smertefrit, vi var så småt alle ved at falde i søvn. Men så vågnede jeg pludseligt, ved at hjulene på bilen hvinede og hylede. Vi var kørt af vejen og kæmpede åbenbart, for at komme op på hovedvejen igen. Ved ikke hvad der skete, om chaufføren sov eller hvad, men vi overlevede da heldigvis…. Det skal lige siges vejen var meget smal og havde utrolig mange sving hele tiden. Nå men vi fortsatte og var nu alle vågne igen.

Den 5. august 2004

I dag er den min skatters fødselsdag, et kæmpe tillykke skal han have. Lige siden midnat har jeg prøvet at ringe til ham, men med uden held kan ikke komme igennem på hans telefon (snøft). Men jeg kan ringe til alle andre og skrive smser kan jeg også, bare ikke til min skat.

Kl. 9.00 holdt vi ind for at få morgenmad. Der var også tid til at få lidt vand i hovedet og børstet tænder. Turen fortsatte og efter 27 timers kørsel syntes jeg godt nok min krop var begyndt at blive en smugle øm,

”her og der”. Samtaler havde jeg ikke haft mange af, for som sagt så forstår de mig ikke og omvendt. Kan stadig kun nogle få ord og det hjælper altså ikke meget… Så jeg sidder bare og nyder den smukke natur vi passerer. Har set min første vulkan på lang afstand, kunne lige skimte den i tågen. Den var meget utydelig, da der var meget tåget/diset.

Kl. 13.00 holdt vi så ind igen, mange af dem der var med var muslimer, så de skulle derfor be. Derefter fik vi så middagsmad. Der skulle nu ca. være 12 timers kørsel til den færge som skulle sejle os over til øen Bali. Kl. 22.00 holdt vi så ind for at få aftensmad. I mellemtiden havde jeg fået snakket med Rene han ringede til mig tidligere på dagen, men der var næsten ingen netværk så vores forbindelse forsvandt. Men heldigvis nåede jeg og ønske ham tillykke. Det sted hvor vi spiste vores aftensmad var der rigtig god forbindelse, så jeg kunne igen snakke med Renè. Det var skønt at snakke med ham, har nemlig ikke hørt hans stemme i 5 dage. Der er ingen netværk der dækker oppe i bjergene, hvor jeg arbejder. Så vi fik snakket længe.

Af sted gik det igen og ved ca. 1-2 tiden om natten nåede vi færgen. Det tog en lille time at sejle til Bali. Vi var den sidste bil der kom med og lemmen bag os kunne lige akkurat lukkes. Alle biler stod som ”sild i en tønde” Vi måtte kravle over dem, for at komme op på dækket.

Jeg blev noget overrasket over størrelsen på Bali, havde ikke regnet med den var så stor. Det var lige som at kører rundt inde i Indonesien, med butikker/boder osv. Øen var selvfølgelig fyldt med smukke palmer og natur, utrolig mange rismarker og andre marker. Øen er meget frodig pga. de mange vulkaner der er. Men lige så smuk natur, lige så beskidt er der. Det er så ærgerligt at se hvor de sviner omkring sig med alt deres affald. Der ligger plastik, pap, papir, ja alt muligt lort over alt. Så samler de godt nok noget af det sammen og brænder af, men det er mest bladene fra alle træerne og palmerne de brænder. Affaldet for bare lov til at ligge og gå til. Bygningerne er også helt enestående. Uden for hver bygning er der en lille eller stor statue, den står altid på højere side af huset. Hver dag laver kvinderne i huset små kurve med små bitte blomster og mad i. Mens de laver disse små kurve ber de, de er hinduer. Efter de har lavet kurvene og bedt til hindu, sætter de kurvene ud på statuen uden foran huset.

Ved ca. 9 tiden nåede vi frem til Rescue centeret på Bali. Centeret kan slet ikke sammenlignes med det i Chikananga. Centeret på Bali er stadig under renovering, men de er dog begyndt at tage nogle dyr ind. De har allerede nogle fugle arter. Centreres er meget lille omkring 1 hektar, men har derimod nogle rigtige gode burer til dyrene som er akseptabel. Der er meget bedre plads til hvert enkelt dyr her, end i Chikananga.

Der blev nu dedikeret arbejde ud til alle folk. Der var 143 dyr som skulle konfiskeres, både løver, tigere, krokodiller, hjorte, orangutanger, skildpadder, slanger, fisk og mange fugle arter. Der blev sendt 3 hold af sted til tre forskellige områder, hvor de skulle konfiskere dyr. Af sted det gik, men bilen jeg kørte med havde ikke kørt meget mere end en halv time så stoppede den. Jeg spurgte hvad der var galt, men fik ikke rigtig noget svar! Nå men der holdt vi så i næsten 2 timer. Jeg selv og to andre, lå og sov i bilen. Vi var stadig meget trætte efter den lange køretur, havde ikke rigtig kunne komme til at sove ordentlig igennem. Da bilen endelig begyndte at køre, kørte den hen til et af de steder hvor det andre hold befandt sig. Stedet hvor dyrene befandt sig var indgange til en pølsefabrik. Der var et stort højt hegn omkring fabrikken, for at man kunne komme ind, skulle man sige at man skulle købe pølser. Når så man kom ind, var der så alle disse her dyr rundt omkring i buret. Dyrene var for gæsterne, for at tiltrække kunder. Der var to løver i et but, en Sumatra tiger og en fuldvoksen hanløve i et andet bur, en kæmpe krokodille i en lille ”ønske brønd ”Folk smed mønter ned til den og kunne så ønske, en bjørn, mange fule arter især mange af den virkelige sjældne paradis fugl, samtlige fisk og tre hundehvalpe. Bjørnen havde han haft i samme bur i 9år, det samme med den kæmpe krokodille, den havde han også haft fra lille. Løverne og tigeren må han også ha haft fra små, for man ser aldrig en løve og en tiger sammen i et bur.

Det første dyr der skulle flyttes fra sit bur over i en transport kasse, var bjørnen. Det tog omkring 4 timer. Først ville ejeren ikke have at vi skulle bedøve den, men at den af egen fri vilje ville gå ind i transport kassen. Det lykkes selvfølgelig ikke, så efter at havde prøvets med to forskellige kasser måtte vi opgive. Så gig ejeren med til at vi bedøvede den, men den var allerede så stresset og opkørt at bedøvelsen ikke virkede. Så den blev ca. bedøvet 6 gange. Efter 4 timer, faldt den endelig om og vi kunne flytte den.

Efter bjørnen blev det den store krokodilles tur. De fjernede nettet over brynden og begyndte at fikserer den med reb. Det gik meget godt i starten, det så ud til de viste hvad de lavede. Jeg skulle selvfølgelig filme, så jeg kunne ikke komme tæt nok på. Så det måtte jo ske, krokodillen sprang op af brynden og lige der hvor jeg stod. Jeg sprang væk, det samme gjorde de andre, havde hjertebanken de næste 10 min. Nettet blev så lagt på igen, da det var for stor en risiko at tage. Nu blev det straks sværere at fikserer den, med efter lang tid lykkes det, og det gik også godt med at få den slæbt ind i transportkassen. Nu havde vi en krokodille, en bjørn og alle hans fugle. Løverne og tigeren kunne vi ikke få lov at tage med. Vi skulle komme igen ved aftenstid og afhente dem. Ejeren havde åbenbart lavet en aftale med politiet, at vi først måtte komme og hente hans rovdyr om aftenen. Han havde betalt politiet penge under boret. Så der var ikke noget vi kunne stille op. Indonesien er sådan et korrupt land, de tænker kun på dem selv og penge. Du kan bestikke hvem som helst også politiet. Der er godt nok noget der hedder Forister police, de er der for at tage sig af sådanne sager med dyr. Men fordi det er så dårligt lønnet, så gør de ikke dagens gode gerning. De fortager sig faktisk ikke en pind. Deres månedsløn der på 500.000 Rb hvad svare til 350 Dk, så man kan jo godt forstå dem.

Alle dyrene blev så læsset på lastbilen og den kørte tilbage til centeret på Bali. Tilbage på centeret var hele teamet så samlet igen, vi skulle ha konfiskeret 143 dyr, men vi havde kun omkring 50. Der har altså været nogen der viste vi ville komme. Så de har advaret ejerne af dyrene, og dyrene er så blevet fjernet. Stemningen på centeret var ikke så høj lige nu.

Kl. 20.00 tog vi så igen ud til ham pølse manden. Vi kørte i 3 biler. Da vi nåede frem havde vi en aftale med at vi skulle vente på forister politiet, før vi gik ind. For ejeren kunne nemlig godt have skumle planer med os, hvis vi bare gik derind alene. Så vi ventede og ventede i to time. Politiet kom aldrig, så vi måtte kører tomhændet hjem.

Da vi kom tilbage til centeret lå alle og sov rundt omkring på gulvene. Jeg spurgte om ikke jeg måtte lægge mig ud i bilen og sove. Det måtte jeg godt, men hvor sov jeg da elendig. Aldrig har jeg sovet så dårligt og rigtig koldt var det også. Kl. 05. kunne jeg ikke sove mere så jeg stod op, det varede heller ikke længe før de andre vågnede. Det var godt nok muligt at få et bad, men jeg havde hverken medbragt rent tøj eller håndklæde, så jeg kunne ikke se nogen grund til at ta et bad. Det var også meningen at vi skulle ha været på vej hjem igen, men pga. af de løver er vi nød til at blive noget længerne.

Lørdag den 7. august 2004

Alt vi kan gøre lige nu er at vente. Vente på at få besked fra dommeren at vi må tage dyrene fra ejeren. Det ser ud til det bliver en længere proces for han har nemlig hyret sig en advokat, og betaler han nok penge, ja så kan han måske få lov at beholde sine løver. Det er til at blive sindssyg over, at sådan noget kan forekomme. Men sådan er det nu engang i Indonesien. Nå men vi har da lavet lidt i dag, vi har flyttet nogle fugle ind i nogle nye voliere og ryddet lidt op hist og pist. Har også været en tur nede på stranden, for at se det berømte hellige tempel. Har lige fået at vide at May og jeg kan blive sendt med et fly hjem i morgen. De har nemlig brug for Mays hjælp hjemme i Chikananga. May er veterinærsygeplejerske og hun skal tage over derhjemme, da den anden veterinærsygeplejerske er taget hjem. Hendes familie har nemlig været ude for en bilulykke. Så held i uhæld, at vi skal hjem. Men jeg er nu glad for at skulle tilbage, for alt den ventetid, det har jeg ikke tålmodighed til.

Søndag den 8. august 2004

Kl. er nu 12.00 om eftermiddagen. Troede jeg skulle tilbage til centeret i Chikananga, men nej. Fordi det er søndag er der overbugget, så der er ingen ledige pladser på flyet hjem (øv). Men i morgen tidlig kl. 4 kører vi af sted med lufthavnen.

Mandag den 9. august 2004-08-15

Jeg ankom ved middagstid til centeret i Regunan. Alle var glade for at se mig og jeg fortalte ivrigt om mine oplevelser på Bali. Jeg havde taget mange billeder og videoklip, så dem så de også. Derefter gik jeg ind på mit værelse, jeg var godt træt. Stod op kl 04.00 i morges og havde været på farten lige siden. Mit ophold i Chikananga havde jeg på 10 dage kun fået 3 bad og det var i koldt vand. Så det var så pragtfuldt at få mit første varme bad i 10 dage. Derefter puttede jeg mig godt ned under mit tæppe og faldt i søvn i en ordentlig seng. Det var nu dejligt at være tilbage i centeret i Regunan.