Dato: 1. sep. 2005

Så er der atter tid til lidt nyt fra Zoo Melaka i Malaysia

Endelig har jeg fået sat mig ned og skrevet lidt. Først vil jeg lige tilføje, jeg har det rigtigt god nu. Alle mine brandsår er helet fint og der er nu ikke mere at se. Så det er jeg utrolig glad for.

Jeg er også startet på arbejde igen, det er nu ved at være længe siden, men tiden går jo så stærkt.

Jeg kom tilbage på arbejde og startede i orangutang afdelingen. Her har de 11 orangutanger og 4 tigere. Alle orangutangerne er mellem 4 og 8 år ”vil jeg skyde på”. Dyrepasserne ved nemlig ikke hvor gamle de er. Alle dyrene går i forholdsvis små bure og har ikke mulighed for at komme udenfor. Det er alle dyr der er blevet bragt til haven, da de er blevet konfiskeret fra mennesker som havde dem ulovligt. Det er jo sådan at Zoo Melaka skal tage stort set alle dyr der bliver konfiskeret, hvis de dog har plads til dem. Jeg må sige der er ved at være trængt med pladsen, så det er ikke de fede forhold de stakkels dyr befinder sig under.

Der er to dyrepassere i afdelingen, ingen af dem snakker særligt godt engelsk så det kniber lidt med kommunikationen. Men med lidt tegnesprog og store armbevægelser, går det meget godt. Rengøring stå på programmet om morgenen. Men jeg vil nu ikke sige rengøring, vil hellere sige ”spreder skidtet rundt. Der er ikke noget der hedder rengøringsmiddel. Det er bare vand og så bruger vi en stiv børste. Den ligner faktisk sådan en som vi kender fra eventyr, sådan en kost som hekse flyver på. Det er selvfølgelig mig der skal skrubbe, for de har fundet ud af at jeg gider arbejde. Det er også helt fint men kan ikke lade være med at ønske man var i Danmark og havde de rigtige arbejdsredskaber, det ville gøre tingene noget lettere og meget renere. Den der kost bliver brugt til at skrubbe med og den bliver brugt til at svabe vandet væk fra gulvet med igen. Ikke særlig anvendelig er den. Den taber også hele tiden hårene ”ak ja” Mens den ene ad dyrepasserne og jeg arbejder, så tuller ham den anden rundt og laver ingenting. Han virker meget arbejdssky. Vi ser ham sjældent. Han kommer lige engang imellem og kikker på os knokle, og så tager han sin knallert og kører igen. Han bruger meget af sin arbejdstid på ikke at arbejde men bare køre rundt i haven og hygge snakke. Nå men hva, det finder de vel selv ud af..

I starten jeg var i afdelingen knoklede jeg virkelig på, så meget jeg mit tøj var gennemblødt af sved. Jeg havde selvfølgelig kun et sæt tøj med, hvad betød at jeg måtte ligge syg i den kommende weekend med feber og var blevet forkølet. Nu har jeg to sæt tøj med og kan skifte til noget tørt når jeg trænger.

Dagens højdepunkt var i starten at skulle med ind i buret til ungerne og give dem mælk. Vi har en spand og en kop med ind og skal så fordele mælken til alle sammen så de får lige meget. Det er en oplevelse for de vil jo også leje de kære små. Det er ikke dem alle der lejer blidt, nej de skal lige prøve mig af og se hvor mine grænser går. Men de går nu rimeligt langt, når vi er færdig med mælken bliver vi gerne lidt inde i buret og tumler med dem. Der er især en af de små der er særlig interesseret i mig. Han er den mindste af dem alle sammen, men bestemt den frækkeste. Han hedder Nangmig. I starten svingede han ind i mig når jeg var ved at give de andre mælk, så koppen med mælk blev spildt ud over det hele. Men så svingede jeg ham bare tilbage, så fandt han på noget andet.

Der var også en anden gang hvor vi var inde i buret der havde vi lige giet dem mad, så sad vi derinde mens de spiste. Nangmig var så sød, han slæbte noget af sit foden hen til mig for så kunne han nemlig spise samtidig med at han sad ved siden af mig. Jeg begyndte at pille i hans pæls. Det kunne han godt lide, så hver gang jeg holdt op, tog han min hånd og førte den op på hans eget hoved, for jeg måtte jo ikke stoppe. Sådan noget kan man altså ikke stå få, så sidder man bare og smiler over hele femører.

Efter den første uge havde jeg selvfølgelig en masse forslag til forskellige ændringer og aktiveringer til dyrene. Men alt hvad jeg kom med blev afvist. Så måtte jeg jo gå højere op med mine idéer. Men sådan er der hernede. Dyrepasserne har ikke noget selv af skulle have sagt. De vil ikke tage noget form for ansvar. De har de så nogle supervisorer der er over dem, som de så kan spørge til råds eller modtager ordre fra. Jeg angrede så et møde med en af supervisorerne og ham den arbejdsvillige dyrepasser, Sun hedder han. Fortalte om mine synspunkter og ideer. Der blev nu givet grønt lys for mine ideer og vi måtte på dem den næste dag. Den næste dag var Sun meget begejstret han ville gerne have gang i det hele på en gang og helst samme dag, men jeg fortalte ham at jeg syntes vi skulle gå stille og roligt frem. Dyrene skulle jo heller ikke blive overstimuleret (haha). Nå men som det første tog vi en stor kniv og begyndte at hukke nogle kæmpe palmeblade fra nogle kokostræer og banantræer, som stod i haven. Det var så fedt at se dyrenes rektion på alt det vi nu dekorere deres bur med. De tumlede rundt med de kæmpe blade, samtidig med at de smagte på dem. Så byggede de reder af dem, da de var færdig med at leje og tog sig så en lur. Bladene fra banantræerne er meget brede og virker nedkølende. Dem sad de så med på hovedet og andre steder på kroppen, for det føltes jo dejligt køligt.

Efter vi havde givet lidt berigelse til orangutangerne, var det tigernes tur. Jeg tog en sæk og fyldte den med elefant lort, bandt en knude og smed den ind i anlægget. Hol da op hvor kom der gang i de ellers meget u-aktive tigere. Tror aktiviteten stod på i et par timer, indtil sækken var splittet ad. Den førende han i gruppen havde første ret til sækken. Men de andre havde bestemt lige så meget glæde af den. For hvor han var fulgte de andre efter i fuld firspring. De brølede, knurrede, legede, løb, badede, ja der var gang i den. Gæsterne kunne jo høre tigerne nu, så de kom for at se hvad der foregik. Jeg havde sagt til Sun at han skulle fortælle gæsterne hvorfor det var vi havde smidt sækken ind i anlægget. Han stod glædeligt og fortalte til gæsterne, samt til alle de andre dyrepassere som også kom forbi.   

Den næste dag bandt vi noget reb op i et af træerne, men det var så mørt at det ikke holdt i mere end 5 min. De har ikke penge at gøre med hernede, regeringen siger de skal spare og der er blevet skåret ned på foderet til dyrene. Så jeg skal være meget opfindsom og helst finde på noget der ikke koster penge samtidig med det skal se naturligt ud. Så bare noget så simpelt som en kokosnød, var også lige sagen at lege med. Jeg havde en dyrepasser der kom op til mig en dag og spurgte om jeg havde en ide til at aktivere kapivarene? Til jer der ikke ved hvad en kapivar er, så er det verdens største gnaver, ligner et kæmpe marsvin. Nå men hun spurgte mig om ikke det var en go ide at lave en trædemølle til dem som aktivering. Sådan en ligesom man har til sine kæledyrs marsvin. Jeg viste ikke om jeg skulle grine eller græde. Men jeg forklarede hende på en pæn måde og uden at grine at det nok ikke var så god en ide. Men det er altid noget et de er begyndt at tænke på forskellige aktiveringsting, skidt med at deres idéer er håbløse bare jeg får dem til at tænke, så skal vi nok finde nogle gode løsninger. For dyrene her i Melaka Zoo er virkelig fattig på aktivering.

Jeg blev enig med mig selv om at nu hvor jeg havde lavet nogle forskellige adfærdsberigelser til dyrene og jeg havde taget en masse billeder, ville jeg lave en bog til dem. I bogen ville de så kunne se billeder af de ting jeg havde lavet og de ville kunne læse om dem. Da de ingen erfaring har omkring adfærdsberigelse, de ved ikke engang hvad der er og hvad det egentlig gavner dyrene og deres sundhedstilstand. Så jeg tror det vil være nemmere for dem at have nogle billeder og noget på skrift at forholde sig til. Det tog mig et par dage at sidde og oversætte til malaysisk. Havde købt mig en lille hånd ordbog, så den blev meget nyttig. Da bogen/mappen var færdig var jeg selv godt tilfreds. Jeg havde lamineret billederne, så den forhåbentlig ville holder længe. Jeg havde også lavet et skema som skulle udfyldes af den enkelte dyrepasser som havde lavet berigelsen. Han skulle så udfylde siden og give udtryk for hvordan dyrene regerede og om ideen var god eller dårlig. Jeg havde lavet det så simpelt som muligt at udfylde. For gør man tingene for indviklede, så går de i baglås. Vil helst ikke sige ligeud at de er DUMME, men det er tæt på. Sun fik udfyldt de forskellige sider på de berigelser vi havde lavet, og jeg fik dem sat ind i mappen. Nu var den endelig færdig og den skulle så fremvises.

Der blev nu kaldt til møde, vi var 10 i alt alle supervisorerne fra de forskellige afdelinger, underdirektør, økonomichef og nogle andre supervisere. Ingen dyrepassere, for de har ikke noget at skulle have sagt, de skal bare adlyde ordre fra supervisoren. Det er lige lidt andre forhold end hvad jeg er van til.

Jeg præsenterede min lille mappe og den blev modtaget overvældende pænt. Der er nu blevet sat i værk at det godt kan lade sig gøre at købe nogle flere sække og kokosnødder hjem, for det skulle vist ikke være så dyrt. Men rebene ville være et problem, da de ikke har pengene.

Inden mødet havde jeg spurgt Rene om ikke de havde noget ”affald” ude på fibertex som jeg måske kunne få og så bruget til aktivering. Han sagde at jeg bare kunne komme derud og kikke. Det havde jeg så gjort. Det viste sig at de havde 2 container fyldt med massive paprør i alle størrelser. Helt perfekt efter min mening og så var de jo gratis. Jeg havde taget et par stykker med op til mødet og viste dem frem. De faldt i god jord, så nu skal der aktiveres nogle dyr. Mødet gik rigtig godt og jeg blev rost og takket mange gange for mine idéer. Det var bare så dejligt at køre hjem den dag, for nu er det som om tingene er begyndt så småt at glide frem ad.  

Jeg vil slutte nu, for ellers bliver mit brev aldrig læst :0)

Jeg har så meget at fortælle så resten må komme i et andet brev. Håber i alle har det godt hjemme i Danmark. Jeg tænker på jer alle og glæder mig til at komme hjem engang.

 saradyrepasser@hotmail.com